info@christina-corvinius.dk  |  5366 2791  |  Harevænget 27, 2791 Dragør  |  CVR: 40036172

 
 

Maden ​taler til din krop

Hver eneste bid mad du tager har betydning for din sundhed. Man kan næsten sige, at det du spiser og drikker, taler til din krop - og faktisk på et ganske let forståeligt sprog. Du skal bare lytte ordentligt efter de små signaler du modtager.

Kosten har betydning for en lang række processor i kroppen, og faktisk også for dit sind, så at spise en sund og varieret kost er enormt vigtigt, hvis disse processor skal fungere optimalt. Spiser du det, som er rigtigt for netop din krop, vil den takke dig for det med energi, velvære og overskud til at leve et sundt liv.

Sluk cigaretten!

Rygning er det værste du kan byde din krop i forhold til sundhed, da det er den faktor, som er skyld i flest tilfælde af kræft. Stort set alle organer bliver ramt af de skadevirkninger, som rygning medfører, og dermed øges risikoen for mere end 15 forskellige kræftformer.

Hvis du er startet med at ryge, vil det være her du kan opnå den største sundhedsmæssige effekt, hvis du stopper. 

Det kan dog være svært at stoppe med at ryge, så invester i din sundhed og få den hjælp der skal til.

Lidt men godt

Alkohol øger risikoen for en række alvorlige sygdomme hvis du indtager mere end 7 genstande om ugen som kvinde, og 14 genstande om ugen som mand. Er du gravid eller prøver at blive det bør du helt undgå alkohol. 

Et godt glas rødvin eller en kold øl bør være et bevidst valg, så gå efter konceptet "lidt men godt" og sørg for at overholde ovennævnte anbefalinger. Hvis du generelt har et større indtag en det anbefalede, og har brug for hjælp til at skære ned på dit alkoholforbrug, bør du søge rådgivning hos professionelle.

Hvorfor dyrke motion?

Kroppen er skabt til at blive brugt, og motion og bevægelse er afgørende for at kroppen fungerer optimalt. De signaler dine muskler sender ud i kroppen når du bruger dem,  medvirker til normal funktion af hjerne, hjerte, blodkar, celler, knogler, brusk, syn, osv.

Husk at al motion og bevægelse er bedre end igenting - eksempelvis er 30 minutters cykeltur eller rask gåtur om dagen nok til at gøre en sundhedsmæssig forskel. Og din krop vil elske dig for det.

Få din skønhedssøvn

Når du sover skal du helst nå at gennemgå 4 søvncyklusser á 90 minutter samt den tid det tager at gå fra en søvncyklus til den næste. Derfor anbefales det at få 7-8 timers søvn hver nat.

Manglende søvn i længere tid ad gangen øger risikoen for en lang række velfærdssygdomme og helbredsproblemer som overvægt, inflammation, stress, nedsat forbrænding og appetitregulering m.m., men på trods af dette, er det ofte søvn der nedprioriteres i en travl hverdag.

En god nats søvn gør at krop og hjerne har mulighed for at restituere og blive klar til hvad den kommende dag byder på.

Undgå stress

Stress påvirker ikke kun dit sind, men i høj grad også din krop og din fysik. Langvarig stress vil have en negativ effekt på blodtryk, blodsukker, kolesteroltal, fedtprocent, blodgennemstrømning, immunfunktion, kontrol med inflammation, heling og restitution af kroppens væv, stofskifte, fertilitet og hormonbalance. 

Det kan være svært selv at opdage at man er stresset, da de fleste mennesker har en virkelig god evne til at tilpasse sig. Det er derfor en god idé at evaluere hvor du befinder dig i dit liv i forhold til stress.